Underviser: Mucahit Harmankaya
Hej!
Jeg blev læge fra Københavns Universitet i 2017 og speciallæge i almen medicin i 2024. I dag arbejder jeg som praktiserende læge i Sydhavnens Lægehus fire dage om ugen, hvor jeg også er fast plejehjemslæge. Den femte dag arbejder jeg som praksis- og medicinkonsulent i KAP-H, er repræsentant i Sundhedsfagligt Råd og nu også underviser på SPEAM-kurserne.
Jeg holder meget af arbejdet som praktiserende læge, ikke mindst fordi de kompetencer, man opbygger i speciallægeuddannelsen og i praksis, rækker langt ud over den enkelte patientkontakt og kan bruges til kvalitetsudvikling, undervisning og samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet.
På SPEAM starter dagen med kurset Øjensygdomme, som jeg har overtaget efter min tidligere fase 3-tutor Kim Sønderup fra Rialtoklinikken. Her underviser jeg sammen med øjenlæge Simon von Spreckelsen med fokus på håndtering af øjensygdomme i almen praksis, samtidig med at I får et indblik i, hvad der sker på den anden side af en henvisning til en øjenlæge.
Efter frokost fortsætter vi med det nye kursus Rammer og vilkår for almen praksis. Formålet er, at I tidligere i speciallægeuddannelsen får indsigt i de rammer, aftaler og organisatoriske forhold, der danner grundlag for arbejdet i almen praksis, herunder samarbejdet med det personale, vi arbejder sammen med i klinikken. Advokat Kenneth Westerfalck fra PLA vil særligt bidrage med undervisning om personaleforhold, mens jeg vil supplere med eksempler fra den kliniske hverdag.
Erhvervserfaring:
- Speciallæge i almen medicin siden 2024. Hoveduddannelse i almen medicin med forudgående erfaring fra mavetarmkirurgi, almen medicin, anæstesiologi og kardiologi.
- 1300 timers erfaring fra kørende og konsulterende lægevagt.
- 10 års undervisningserfaring af læger og andet sundhedspersonale (bl.a. CAMES og KU), nationalt og internationalt. Certificeret avanceret instruktør.
- Tidligere TR og FTR for Yngre Læger, nu gruppeleder for to DGE-grupper samt certificeret facilitator i Gruppebaseret Efteruddannelse under PLO.
Med venlig hilsen
Mücahit Harmankaya
https://www.linkedin.com/in/m%C3%BCcahit-harmankaya-482b5320a/